Pædagogmedhjælper Jack Jørgensen får tredoblet sin erstatning for tabet af sin erhvervsevne efter, at Det Faglige Hus fik Ankestyrelsen til at ændre sin afgørelse.
Foto: Jack Jørgensen
Jack Jørgensen på 53 år arbejder I 2008-2011 som pædagogmedhjælper på et opholdssted for vanskelige unge. Derudover har han og hans kone valgt at have et plejebarn ud over deres egne 2 døtre.
I 2011 er der en nedgang i antallet af beboere på opholdsstedet, og Jack bliver derfor afskediget. Han har dog en aftale med sin arbejdsgiver om, at så snart der er beboere nok, vil han blive ansat igen.
I mellemtiden får han et job som klargøringsmand i et bilfirma, men den 9. februar 2012 falder han på et isglat underlag på arbejdspladsen og slår sin højre skulder. I Det Faglige Hus hjælper vi med behandling af arbejdsskaden hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), og Jack får i første omgang erstatning for varigt mén.
”Da jeg faldt, kunne jeg med det samme mærke, at det var helt galt. Jeg kunne slet ikke bruge armen. Efter min første sygemelding prøvede jeg at arbejde lidt igen, men det gik slet ikke. Jeg sov ikke om natten, for jeg kunne ikke finde ro og havde ondt 24-7,” fortæller Jack.
Kan ikke arbejde som før
Jack bliver efter en længerevarende sygemelding opsagt fra sit arbejde som klargøringsmand, og han får derfor genoptaget sin arbejdsskadesag i januar 2013.
I den nye afgørelse fra AES får han forhøjet sit varige mén, og desuden har han nu ret til erstatning for tab af erhvervsevne. Erstatningen tager afsæt i Jacks årsløn som klargøringsmand.
Arbejdsskadekonsulent i Det Faglige Hus, Kristine Finderup, klager dog over afgørelsen og gør AES opmærksom på, at det bør være Jacks løn som pædagogmedhjælper, der er udgangspunktet, og at plejervederlaget fra kommunen for Jacks plejebarn bør medregnes i hans løn før arbejdsskaden.
Klagen afvises af AES, som sender sagen videre til Ankestyrelsen, der i første omgang bakker op om AES’ afgørelse. Kristine Finderup vælger derefter at gøre indsigelse mod Ankestyrelsens beslutning.
Løn afgør erstatningens størrelse
”Der bør som minimum medregnes det halve af plejervederlaget i Jacks årsløn, da aftalen om plejebørn netop er blevet opsagt af kommunen med henvisning til Jacks arbejdsskade. Derudover skal der tages udgangspunkt i hans løn som pædagogmedhjælper, da Jacks tidligere arbejdsgiver på opholdsstedet har bekræftet, at han ville have ansat ham igen, hvis han ikke havde haft arbejdsskaden,” forklarer Kristine Finderup.
På det her tidspunkt er Det Faglige Hus klar til at gå i retten for at kæmpe for, at erstatningen tager udgangspunkt i den rigtige årsløn før skaden. Ankestyrelsen vælger dog at omgøre sin afgørelse efter indsigelsen, så en retssag ikke bliver nødvendig.
”Min sag har virkelig været op ad bakke. Det har været opslidende, og jeg vil ikke ønske det for nogen. Ud over at man har ondt, er man også frustreret over at skulle slås mod systemet. Hvis jeg ikke havde haft Kristine, så havde jeg smidt håndklædet i ringen. Hun holdt fast i, at vi ikke skulle give op, og så endte det jo med, at vi fik ret i det hele alligevel,” fortæller Jack.
Tredobling af erstatning
Den nye afgørelse fra Ankestyrelsen i marts 2019 betyder, at Jacks erstatning for tab af erhvervsevne forhøjes med 75 %.
Jack Jørgensen kan derfor med den nye erstatning for tab af erhvervsevne se frem til en væsentlig højere indtjening ved siden af det fleksjob, han har i dag.
Læs flere historier
Læs flere historier, hvor vores medlemmer fortæller, om den hjælp de har fået.