Lønmodtagere fortryder valg af seniorpension

Hvad gør man, hvis man vælger en seniorpension fremfor det fleksjob, som man er visiteret til og senere fortryder sin afsked med arbejdsmarkedet? Socialrådgiver Pernille Kjeldsen Jensen har for nylig haft 2 sager, hvor kommuner misfortolker loven og nægter at lade folk komme tilbage på arbejdsmarkedet som fleksjobbere.

Foto: Socialrådgiver Pernille Kjeldsen Jensen

En 62-årig mand fra Sydvestjylland passede indtil for 3 år siden sit arbejde som de fleste andre. Han var oprindelig uddannet tømrer, men tog en overbygning som bygningskonstruktør og arbejdede i en årrække som projektleder og byggeleder.

Men i 2018 blev han ramt af en blodprop i hovedet, som ødelagde synet så meget, at det var slut med bilkørsel og dermed daglige besøg på byggepladser. Desuden døjer han fortsat også med hukommelsesbesvær, og det gør heller ikke hverken hverdagen eller arbejdsdagen lettere.

”Jeg var gennem flere arbejdsprøvninger, og i starten af 2020 fik jeg tilkendt fleksjob med en effektiv ugentlig arbejdstid på 4,5 time. Men i stedet for at komme i arbejde igen, blev jeg ramt af lammelse i den ene arm og var sygemeldt i lang tid. Til sidst sagde jeg i sommeren 2020 ja til seniorpension, så jeg kunne slippe helt ud af det system,” fortæller han.

Ikke klar til at forlade arbejdsmarkedet alligevel

Medlemmet fandt hurtigt ud af, at han alligevel ikke var klar til at forlade arbejdsmarkedet, så han kontaktede kommunen og bad om at komme tilbage i sit fleksjob.

Den var medarbejderne i Jobcentret imidlertid ikke med på, og de hævdede, at det slet ikke var muligt at vende tilbage og blive fleksjobber, medmindre borgeren igen fik afklaret sin arbejdsevne med bl.a. 13 ugers praktik og en revurdering i Rehabiliteringsudvalget:

”Nu havde jeg jo også selv læst lovgivningen og kunne se, at man godt kunne gøre seniorpensionen hvilende og vende tilbage til fleksjob.

Så jeg bad om at få et referat af det Skypemøde, som jeg havde haft med 3 medarbejdere fra Jobcenter samt en udskrift af den lovgivning, som de henholdt sig til. Det fik jeg imidlertid aldrig,” fortæller medlemmet, der samtidig tog kontakt til Det Faglige Hus, hvor socialrådgiver Pernille Kjeldsen Jensen bekræftede ham i, at det var ham, der havde ret.

Tilbage på fleksjob

”Så tog Pernille over, og jeg er ret overbevist om, at det ikke var lykkedes at komme i fleksjob igen uden Pernilles mellemkomst. Skulle jeg have kørt dette her på egen hånd, have jeg stadig været på seniorpension. Nu håber jeg bare, at der er en jobkonsulent, som finder mig et job, jeg kan udføre.”

Den 62årige konstruktør har 50 % nedsat syn på venstre øje og har en lille smule nedsat syn på højre øje. Synsproblemerne gør, at han fortsat ikke må køre bil, og at det trætter, når han skal koncentrere sig om at se.

Socialrådgiver Pernille Kjeldsen Jensen oplyser, at det ikke er usædvanligt, at fleksjobbere fortryder skiftet til seniorpension. Foruden denne sag har hun i 2021 haft en tilsvarende sag, hvor kommunen også hævdede, at det ikke var muligt at sætte seniorpensionen i bero, når borgeren først havde sagt ja.

”For det første har medlemmerne ubestridt lovgivningen på deres side. For det andet kan jeg ikke se, hvordan de rent praktisk ville gennemføre en ny afklaring af borgernes arbejdsevne. De må jo ikke sende folk på seniorpension i praktik eller arbejdsprøvninger,” siger Pernille Kjeldsen Jensen.

Læs flere historier

Læs flere historier, hvor vores medlemmer fortæller, om den hjælp de har fået. 

Vi er klar til at hjælpe dig

Skriv til os
Skriv til os i MIT detfagligehus. Vi svarer senest dagen efter, du har skrevet til os - dog undtaget weekend og helligdage.
Skriv til os
Ring til os på 7610 9305
Vores telefoner er åbne
Tlf. åbningstider i denne uge
Mandag08:00 - 17:00
Tirsdag08:00 - 17:00
Onsdag08:00 - 17:00
Torsdag08:00 - 17:00
Fredag08:00 - 14:00
Lørdaglukket
Søndaglukket