Medlem fik 53.000 kr., fordi elevplads ikke var godkendt

Når du starter på en uddannelse, er det selvfølgelig med ønsket om at blive færdiguddannet, men i sjældne tilfælde, så kan det være nødvendigt at ophæve en uddannelsesaftale. Det oplevede vores medlem, da hun pludselig fandt ud af, at hendes arbejdsgiver slet ikke var godkendt til elever alligevel.

Foto: Advokat i Det Faglige Hus Mathilde Ernemann

Vores medlem valgte i en sen alder at tage en uddannelse som voksenelev. Hun startede derfor på uddannelsen som receptionist i Nordjylland, men et stykke inde i uddannelsen opdagede hun, at hun ikke fik overenskomstmæssig løn. Det har hun ellers krav på som elev.

Hun tog derfor kontakt til Det Faglige Hus, der gik i dialog med hendes arbejdsgiver omkring hendes lønvilkår. Mens sagen verserede, læste hun tilfældigt en avisartikel, der til hendes store overraskelse fortalte, at hendes arbejdsgiver var frataget muligheden for at uddanne elever. Hverken eleven eller skolen havde fået info om dette.

Uddannelsesaftalen blev ophævet

Det Faglige Hus kunne ikke opnå enighed med arbejdsgiveren og sendte derfor en klage til Det Faglige Udvalg over, at arbejdsgiveren ikke ville afregne overenskomstmæssig løn m.m. til eleven.

”Da vi efterfølgende bliver klar over, at arbejdsgiveren slet ikke er godkendt til at uddanne elever, vælger vi i samråd med medlemmet at ophæve uddannelsesaftalen.

Ophævelsen bliver begrundet i arbejdsgiverens væsentlige misligholdelse, og derfor kræver vi en godtgørelse for mistet uddannelsesgode”, fortæller advokat i Det Faglige Hus Mathilde Ernemann.

Som elev er du ellers nærmest uopsigelig, og det er kun i sjældne tilfælde, at man kan ophæve en uddannelsesaftale.

Da vi heller ikke kunne nå til enighed med arbejdsgiveren ved Det Faglige Udvalg, blev sagen indbragt for Tvistighedsnævnet. Tvistighedsnævnet kom bl.a. frem til, at det var en væsentlig misligholdelse, at virksomheden ikke var godkendt som lærested, og derfor havde eleven ret til at hæve uddannelsesaftalen. Vores medlem fik blandt andet tilkendt en godtgørelse på 53.000 kr.

Dårlige arbejdsforhold

”Medlemmet oplevede dårlige arbejdsforhold, og hun var meget overladt til sig selv, på trods af at du som elev har krav på at have en oplæringsansvarlig.

Hun var derfor glad for at komme væk fra arbejdsgiveren, selvom hun ikke kunne gøre uddannelsen færdig på skolen. Nogle uddannelser kan man godt afslutte på skolen, men det var ikke tilfældet i denne sag” siger advokat Mathilde Ernemann.

Vi vil gerne opfordre til, at du som elev følger op på, om du får overenskomstmæssig løn allerede fra ansættelsens begyndelse. Du skal ikke gå og vente. Det er vigtigt, at du sikrer dig de korrekte løn- og ansættelsesvilkår fra starten. Hvis du er i tvivl, så kontakt straks Faglig hotline på tlf. 7610 9304. Du risikerer nemlig at miste dine rettigheder, hvis du venter for længe.

Er du i tvivl, om din læreplads er godkendt, kan du tjekke det på elevplads.dk.

Læs flere historier

Læs flere historier, hvor vores medlemmer fortæller, om den hjælp de har fået. 

Vi er klar til at hjælpe dig

Skriv til os
Skriv til os i MIT detfagligehus. Vi svarer senest dagen efter, du har skrevet til os - dog undtaget weekend og helligdage.
Skriv til os
Ring til os på 7610 9304
Vores telefoner er lukket
Tlf. åbningstider i denne uge
Mandag08:00 - 17:00
Tirsdag08:00 - 17:00
Onsdag08:00 - 17:00
Torsdag08:00 - 17:00
Fredag08:00 - 14:00
Lørdaglukket
Søndaglukket