Rogert Christoffersen kontaktede sin lønafdeling og spurgte til et tillæg, som han ikke kunne gennemskue. Lige pludselig stod han tilbage med et girokort på 10.300 kr. og blot 14 dages betalingsfrist.
Da Rogert Christoffersen i april 2017 overgik fra korte tidsbegrænsede vikariater og til en fast ansættelse på en døgninstitution, udløste det et ekstra tillæg. Først 8 måneder senere opdagede man, at man var kommet til at give ham tillægget 2 gange.
Rogert Christoffersen er 49 år og bor i Stubbekøbing. Han er oprindelig uddannet bager og var i mange år beskæftiget inden for sit fag som blandt andet bager og natkok i offshorebranchen på beboelsesplatforme i Nordsøen og som bagermester på flere krydstogtskibe.
Rod i flere tillæg
For halvandet år siden skiftede han til et helt nyt spor. Via et vikarbureau blev han et sendt ud som omsorgshjælper på en institution for domsanbragte udviklingshæmmede, og den 1. april sidste år blev han fastansat som vikar på institutionen.
Ved den lejlighed forhandlede han sig frem til et løntillæg, og han tænkte ikke videre over, at det samme tillæg optrådte to gange på lønsedlen.
- Tværtimod studsede jeg over, at jeg i maj og juni fik et ”særligt tillæg” på ca. 1.000 kr. om måneden. Særligt tillæg er noget, som man får, hvis man har meget erfaring inden for området eller særlige forudsætninger for at arbejde med de grupper, som vi har med at gøre. Jeg håbede naturligvis, at de havde givet mig tillægget og glædede mig til at få efterbetalt for de resterende måneder i 2017, fortæller Rogert.
Krav om tilbagebetaling
Det blev dog ikke til en efterbetaling. Tværtimod fandt HR-afdelingen ud af, at Rogert ved en fejl ikke bare havde fået det særlige tillæg, men også et andet tillæg, som han ikke havde krav på. Da afgørelsen dumpede ind i hans e-Boks før jul, var det ledsaget af et girokort, som skulle betales inden den 1. januar 2018.
- Mine kolleger sagde, at jeg skulle kontakte min fagforening, men jeg ønskede ikke at lave ballade. Da min leder kom med samme opfordring og fortalte, at det altså er helt legitimt, ringede jeg til Det Faglige Hus.
Rogert handlede i god tro
Det var faglig konsulent Lis Bindzus Grønbech, der fik sagen, og hun var enig med Rogerts arbejdsgiver om, at han havde fået et tillæg, som han ikke havde krav på. Men, men, men…
- Man skulle godt nok være noget af en lønhaj for at gennemskue, at der var lavet en fejl. Når end ikke lønmedarbejderne på institutionen kan se fejlen, fordi dobbelttillægget var opført med to forskellige titler, hvordan skulle vores medlem så være i stand til at gennemskue disse ting.
- Rogert handlede i god tro, og der var heller ingen problemer, da jeg kontaktede arbejdsgiveren. Kravet om tilbagebetaling blev droppet omgående. Desværre kunne man godt sidde tilbage med en mistanke om, at arbejdsgiveren har handlet ud fra princippet om, at går den, så går den, siger Lis Bindzus Grønbech.
Det var en glad Rogert, der fik meddelelsen om, at han godt kunne rive girokortet i stykker og smide det i papirkurven.
- Det var jo noget af en julegave, som jeg fik der. Man er jo lidt rystet, når man bliver præsenteret for den slags krav om tilbagebetaling. Også selv om de forklarede, at de gerne ville lave en afdragsordning med mig. Nu slap jeg helt for at betale, jubler Rogert.
Læs flere historier
Læs flere historier, hvor vores medlemmer fortæller, om den hjælp de har fået.