Der var i forvejen et mildt sagt dårligt arbejdsmiljø i den tæppeforretning, hvor Salih Sahan var ansat, og tingene kulminerede, da den i dag 44-årige sælger blev bortvist. 4 år senere har byretten i Hillerød afgjort, at bortvisningen var uberettiget.
Foto: Salih Sahan
Salih Sahan var egentlig ansat som sælger i en tæppeforretning, men inden han så sig om, stod han også og skar tæpper, udførte lagerarbejde og fungerede som lagerchef. Samtidig måtte både han og kollegerne finde sig i en ualmindelig dårlig omgangstone.
”Jeg lavede meget mere end det, jeg var ansat til, og den dag, jeg blev bortvist, havde jeg faktisk fri og kom udelukkende ind på grund af en ordre, som skulle af sted, og som jeg var lidt i tvivl om. Derfor er det godt nok nederen at blive bortvist på den måde. For mig har det ikke et været spørgsmål om penge, men om retfærdighed,” siger 44-årige Salih Sahan fra Glostrup.
Dårlig omgangstone
Der var i forvejen en dårlig stemning i tæppeforretningen, og der var hyppige udskiftninger i personalet. Flere af Salihs kolleger har under retssagen i byretten i Hillerød forklaret, at der var omsætning nok i butikken, men for få medarbejdere til at ekspedere opgaverne.
Den december-formiddag i 2020, hvor Salih kom ind på sin fridag, blev der vrisset ad ham fra butikkens kvindelige ejer. Han spurgte om grunden, og hun hævdede, at han havde omtalt hende i negative vendinger over for en kollega.
Det gentog hun under et kort formiddagsmøde, hvor hun også gjorde nar ad Salih, mens alle kolleger var til stede. Salih foreslog, at de skulle tage den under 4 øjne, men det ville hun ikke, og da Salih herefter fulgte efter hende, råbte hun så højt, at 2 kunder ligefrem flygtede ud af forretningen.
Den kvindelige chef ringede også 2 gange til sin mand, der var både medejer og direktør i tæppeforretningen, og under 2. samtale rakte hun telefonen over til Salih, der fik besked på, at han var bortvist.
Ejerne indsamlede erklæringer om episoden fra flere medarbejdere, der alle talte til firmaets fordel, og ejerne så til med sindsro, da tæppeforretningen blev stævnet af Det Faglige Hus til at afgøre sagen i retten.
Kollega ændrede forklaring efter konkurs
”Nu var erklæringerne hverken dateret eller underskrevet, og efter at forretningen var gået konkurs, ændrede den ene kollega forklaring og gjorde opmærksom på, at det var chefen og ikke Salih, der havde været den højtråbende og udfarende part.
Men fordi firmaet nu var gået konkurs, var det pludselig Lønmodtagernes Garantifond, som var vores modpart, og de holdt fast i den oprindelige forklaring. Derfor kunne Salih fortsat ikke få løn i opsigelsesperioden eller få ophævet sin 3-ugers karantæne i a-kassen,” fortæller advokat Raji Kiruba fra Det Faglige Hus, der førte sagen på vegne af medlemmet.
Efterbetaling der svarer til 3 måneders løn
Byretten i Hillerød afviste i starten LG’s påstand om, at Det Faglige Hus havde bevisbyrden for, at bortvisningen var usaglig, og efter at en håndfuld tidligere kolleger havde afgivet forklaring, var dommeren også overbevist om, at sagen slet ikke kunne bære en bortvisning, højst en advarsel.
Sidst, men ikke mindst, har han i dommen hæftet sig ved, at Salih aldrig fik mulighed for at give sin version af forløbet. Salih har efter dommen fået en efterbetaling svarende til 3 måneders løn.
Salih fik et nyt sælgerjob blot 2 måneder efter bortvisningen:
”Jeg er sygemeldt i øjeblikket, men er glad for, at sagen nu er afsluttet. Jag har aldrig tvivlet på Raji Kiruba. Hun troede på min forklaring og gik straks i gang med at få den bekræftet ved at ringe rundt til mine tidligere kolleger. Hun er ikke bare grundig, men også vildt skarp, fandt jeg ud af, da vi stod i byretten,” siger Salih Sahan.
Læs flere historier
Læs flere historier, hvor vores medlemmer fortæller, om den hjælp de har fået.