Det er vigtigt, at du gør indsigelse, hvis du ikke er enig i en advarsel, en bortvisning, en opsigelse eller væsentlige ændringer.
Du gør indsigelse ved at aflevere en protest til din arbejdsgiver. Protesten skriver du selv.
Du skriver "Jeg protesterer imod X. Jeg har overgivet sagen til min fagforening."
X'et udskifter du med det, du protesterer over. Fx "den advarsel, jeg har modtaget."
Du skal ikke forklare, hvorfor du protesterer. Fat dig i korthed. Jo mere du skriver, jo mere risikerer du at skade din egen sag.
Du skal underskrive og datere protesten, og du skal gemme en kopi til dig selv.
Det er vigtigt, at du kan dokumentere, at du har protesteret. Aflever derfor protesten personligt og få en kvittering, eller send den som fax, e-mail eller anbefalet brev.
Send derefter en kopi af protesten til os sammen med kopi af de øvrige papirer, der er relevante for sagen.
Vi vil derefter vurdere mulighederne for at føre en sag mod din arbejdsgiver.