Det er vigtigt, at du giver din arbejdsgiver besked, når du flytter.
Nogle arbejdsgivere vælger stadig at opsige et ansættelsesforhold ved at sende en opsigelse til den ansattes privatadresse.
Sender din arbejdsgiver en opsigelse til din gamle adresse, fordi du ikke har oplyst din nye adresse, er opsigelsen stadig gyldig og har virkning, som hvis opsigelsen var sendt til din rigtige adresse.
Du kan derfor risikere, at du er opsagt, uden at du ved det.
Dette gælder dog ikke, hvis du kan bevise, at du har oplyst din nye adresse til din arbejdsgiver.
Så har din arbejdsgiver nemlig pligt til at sende opsigelsen til den rigtige adresse.
Vi anbefaler derfor, at du sender en e-mail til din arbejdsgiver, når du skal oplyse om ny adresse. Hvis du gemmer denne e-mail, vil du altid kunne bevise, at din arbejdsgiver har fået dine nye adresseoplysninger.