Fradraget i din efterløn er på 64 % af det beløb, som du får udbetalt i pension på årsbasis. Vi omregner din årlige pension til et beløb pr. måned, som vi fradrager i din udbetaling af efterløn hver måned.
Husk at give os besked om ændringer
Vi får ikke automatisk besked fra dit pensionsselskab, hvis der sker ændringer i dine pensioner. Hvis der sker ændringer, er det derfor vigtigt, at du straks giver os besked, så du får det korrekte fradrag i din efterløn.
Hvis du ikke giver os besked, vil din efterlønssats være forkert og du skal derfor tilbagebetale det, du ikke har ret til. Derudover kan du få en karantæne.
Hvis du fx har udfyldt en efterlønserklæring for 6 måneder, skal du altså ikke vente med at give os besked til næste gang, du skal udfylde efterlønserklæringen.
Du skal være særligt opmærksom på, at der ofte kan ske ændringer i din pension i forbindelse med årsskiftet og i juni og juli.
Sådan giver du besked
Du giver os besked ved at sende en kopi af dine ændrede pensionsoplysninger til os i MIT detfagligehus. Derudover skal du udfylde blanketten ”DFH-268 – supplerende oplysninger”.
Hvis der ikke er sket ændringer i din pension, er det ikke nødvendigt, at du kontakter os.