Du kan bo og arbejde i et andet EØS-land, på Færøerne, i Grønland eller Schweiz, mens du får efterløn.
Du skal i disse situationer udfylde et andet efterlønskort end hvis du boede i Danmark.
Arbejder du i et andet EØS-land, Grønland eller Schweiz, gælder som udgangspunkt de samme regler, som når du arbejder i Danmark, men der er specielle regler, som kan betyde, at du skal arbejdsløshedsforsikres i det andet EØS-land.
I alle andre lande end ovenstående fx USA eller Uganda, kan du opholde dig midlertidigt i sammenlagt 3 måneder hvert kalenderår, uden at det får betydning for din efterløn.
Du skal altid give os besked, hvis du tager til udlandet uden for EØS-området, Grønland eller Schweiz. Det gælder også kortere ferier.
Vi standser udbetalingen af din efterløn, når du rejser, hvis du på rejsetidspunktet ved, at du vil tage fast ophold uden for EØS-området, Grønland eller Schweiz.
Du kan søge om at få genoptaget udbetalingen af efterløn, når du igen tager ophold inden for områderne.