Bliver du i løbet af din graviditet ude af stand til at passe dit arbejde, er det vigtigt at få afklaret hos lægen, om du er syg, eller om du har skånebehov pga. din graviditet.
Sygemelding
Ved sygdom følger du de normale regler for sygemelding mv. på din arbejdsplads.
Har du ikke ret til løn under sygdom, kan du få sygedagpenge, hvis du opfylder kravet om beskæftigelse. Er du graviditetsbetinget sygemeldt betaler Udbetaling Danmark fra 1. sygedag, og ellers skal din arbejdsgiver dække de første 30 sygedage, hvis du har været ansat i 8 uger og har haft 74 timer inden første sygedag.
Fraværsmelding
Vurderer din læge, at du godt kan arbejde, men at dit arbejde medfører skånebehov i forhold til din graviditet, så skal du hurtigst muligt fortælle din arbejdsgiver om dine skånebehov.
Din arbejdsgiver skal sørge for, at dit arbejdsmiljø er foreneligt med din graviditet.
Din læge kan henvise dig til Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling for en nærmere vurdering af dine skånebehov, hvis det bliver nødvendigt overfor din arbejdsgiver.
Vælger din arbejdsgiver at sende dig hjem i stedet for at finde arbejde, der passer til dine skånebehov, kan der blive tale om en fraværsmelding, der kan give dig krav på fuld løn under visse betingelser. Derfor skal du altid kontakte os, hvis din arbejdsgiver ikke vil imødekomme dine skånebehov.