Må jeg få dagpenge, hvis der er konflikt på min arbejdsplads?

Nej, du har ikke ret til dagpenge, heller ikke supplerende dagpenge, hvis du er ledig som følge af konflikt på din arbejdsplads. Det skyldes, at dagpengesystemet ikke må bruges til at finansiere konflikter på arbejdsmarkedet. 

Hvis du ikke kan dokumentere, at du fx har fået din opsigelse, inden konflikten gik i gang, vil vi betragte dig som ledig som følge af konflikten, og du har dermed ikke ret til dagpenge.

Selvom du ikke kan få dagpenge, kan du derimod evt. få strejkegodtgørelse, hvis du er medlem af vores fagforening.

Se også: Kan jeg strejke, når jeg er i fleksjob?

Du skal ikke tilmelde dig jobcenter

Hvis du ikke har ret til dagpenge, fordi du anses som ledig som følge af konflikten, har du ikke pligt til at tilmelde dig jobcentret.

Hvis du alligevel tilmelder dig, skal du være opmærksom på, at du skal kunne overtage formidlet arbejde, idet det ellers kan få konsekvenser for din fremtidige ret til dagpenge.

Nedsat tid

Du kan heller ikke få dagpenge under en konflikt, hvis du er ansat på nedsat tid med supplerende dagpenge eller med løntilskud.

Eksempel med supplerende dagpenge

Du er ansat på en virksomhed 10 timer pr. uge og får supplerende dagpenge for de resterende 27 timer pr. uge. Virksomheden bliver konfliktberørt, og du bliver som følge heraf ledig og må anses for omfattet af konflikten. Du kan ikke få supplerende dagpenge for de 27 timer – så længe du er ledig som følge af konflikten.

Vikar

Hvis du er udsendt som vikar eller lignende på en konfliktramt virksomhed, og du hjemsendes eller opsiges på grund af arbejdsmangel, kan du have ret til dagpenge.

Det er en betingelse, at du er ansat og aflønnet af en arbejdsgiver, som ikke direkte er omfattet af konflikten. Det er også en betingelse, at du er tilmeldt jobcentret og i øvrigt opfylder betingelserne for at få dagpenge.

Efterløn

Hvis du er på efterløn, og du er ledig som følge af konflikt, skal a-kassen foretage fradrag i din efterløn for de løntimer, du normalt arbejder. Det opgøres ved at tage gennemsnittet af dine indberettede løntimer i en lønperiode, der dækker de sidste 4 uger eller den seneste måned forud for konfliktens begyndelse i det arbejdsforhold eller hos den arbejdsgiver, som er omfattet af konflikt.

Hvis du er på efterløn og arbejder under en konflikt, skal du have fradrag i efterlønnen for arbejdstimerne, hvis arbejdstimerne overstiger gennemsnitsberegningen ovenfor.   

Ferie

Vi må heller ikke udbetale feriedagpenge til dig under konflikten. Det gælder uanset, om ferien er aftalt eller planlagt før konflikten.  

Jobrettet uddannelse

Det er kun dagpengeberettigede ledige, der kan have ret til at deltage i jobrettet uddannelse. Du kan derfor ikke få ret til jobrettet uddannelse, hvis du er ledig som følge af, at du er omfattet af en konflikt.

G-dage

En arbejdsgiver skal ikke betale G-dage, hvis arbejdsophøret skyldes konflikt på virksomheden, eller hvis arbejdsophøret er nødvendiggjort af en konflikt på en anden arbejdsplads.

Ledig uden forbindelse til konflikten

Hvis du er blevet ledig inden konflikten eller uden, at det har forbindelse til konflikten, har du ret til dagpenge på almindelige vilkår.

Vi er klar til at hjælpe dig

Skriv til os
Skriv til os i MIT detfagligehus. Vi svarer senest dagen efter, du har skrevet til os - dog undtaget weekend og helligdage.
Skriv til os
Ring til os på 7610 9303
Vores telefoner er åbne
Tlf. åbningstider i denne uge
Mandag08:00 - 17:00
Tirsdag08:00 - 17:00
Onsdag08:00 - 17:00
Torsdag08:00 - 17:00
Fredag08:00 - 14:00
Lørdaglukket
Søndaglukket