Din arbejdsgiver har pligt til at indberette dine løntimer og lønindtægt til indkomstregistret (også kaldet eIndkomst), der er et register, som SKAT administrerer. Her henter vi oplysninger for bl.a. at finde ud af, om du opfylder indkomst- og beskæftigelseskravet.
Vi benytter også dette register til at kontrollere, at du ikke modtager dagpenge samtidig med, at du modtager løn eller andre udbetalinger, der har betydning for din dagpengeret.
Indkomstregister for selvstændige
Udover indkomstregistret findes der også et register, der hedder GUL (Generel Udstillings Løsning), hvor vi kan hente oplysninger om over- eller underskud af selvstændig virksomhed og B-indkomst, som ikke i forvejen – ligesom A-indkomst - er indberettet til indkomstregistret. Registeret blev oprettet den 1. juli 2019 og administreres af SKAT.