Dagpengesats – Hvor meget kan jeg få i dagpenge?

Her kan du se dagpengesatser pr. måned i 2025. Dagpengesatserne er fastsat af staten og er ens for alle a-kasser.

Husk, din dagpengesats afhænger af dine individuelle forhold – bl.a. din tidligere løn. Læs mere om reglerne for din ret til dagpenge her.

Dagpengesatser 2025

Satser 2025 pr. måned

Fuldtid (kr.)

Deltid (kr.)

Maksimal dagpengesats

21.092

14.061

Dimittendsats
(med forsørgelsespligt)

17.295

11.539

Dimittendsats første 3 mdr.
(uden forsørgelsespligt)

15.081

10.054

- efter 3 mdr. under 30 år

10.371

6.914

- efter 3 mdr. over 30 år

13.100

8.733

Ungesats (50% sats)

10.546

7.031

Uddannelsesløft (80% sats)

16.874

11.249

Uddannelsesløft (110% sats)

23.201

15.467

G-dag hel

973

G-dag halv

487

Efterløn fleksibel

91% sats

19.194

12.796

100% sats

21.092

14.061

Omregningssats (kr. pr. time)

295,54 (høj)

142,15 (lav)

 

Du sparer op til pension, mens du er på dagpenge

Når du er på dagpenge, får efterløn eller feriedagpenge sparer du automatisk op til pension. Staten indbetaler dit pensionsbidrag, som i 2025 udgør 1,8 % af din ydelse. Beløbet stiger løbende til 3,3 % frem til 2030. Beløbet indbetales af staten direkte til ATP, uden at pensionen modregnes i dine ydelser. Pensionsbidraget bliver indbetalt hvert kvartal. Du kan følge indbetalingerne på Borger.dk.

Hvad er en dagpengesats?

Når du bliver ledig, skal du have beregnet en dagpengesats. Din dagpengesats er det beløb, du modtager pr. måned, hvis der ikke skal ske fradrag for arbejdstimer mv. Din dagpengesats bliver beregnet ud fra din løn, før du bliver ledig.

Hvor meget kan du få i dagpenge?

Du kan højst få udbetalt 90 % af din tidligere løn i dagpenge, dog med en øvre grænse kaldet den maksimale dagpengesats. Den maksimale dagpengesats er det højeste beløb, du kan modtage i dagpenge – uanset din tidligere løn. Dagpengesatserne reguleres årligt og er fastsat af staten.

Den maksimale dagpengesats kan i visse tilfælde forhøjes med et beskæftigelsestillæg i de første 3 måneder, hvor du er ledig.

Sådan bliver din dagpengesats beregnet

Din dagpengesats bliver beregnet på baggrund af de 12 måneder inden for de seneste 24 måneder, hvor du har fået højest løn. I opgørelsen indgår A- og B-indkomst, som du har betalt arbejdsmarkedsbidrag af. 

Har du ikke 12 måneder med lønindtægt, vil din dagpengesats blive beregnet på alle måneder med indtægt inden for de sidste 24 måneder.

Og har du slet ikke nogen måneder med lønindtægt i den periode, beregner vi din dagpengesats på alle måneder med indtægt inden for de seneste 36 måneder, inden du blev ledig.

Perioderne på 24 og 36 måneder kan forlænges, hvis du fx har modtaget sygedagpenge eller barselsdagpenge.

Der er faste dagpengesatser for nyuddannede

Er du nyuddannet og dimittend gælder der andre regler for dagpenge. Her bliver din dagpengesats ikke beregnet ud fra tidligere løn, men er derimod en fast sats, der afhænger af, om du er forsørger eller ej. 

Du kan se dagpengesatserne for forsørgere, ikke forsørgere, fuldtidsforsikrede dimittender og deltidsforsikrede dimittender i tabellen øverst på siden. 

Læs mere om dagpengesatserne for nyuddannede her.

Beskæftigelsestillæg kan øge din dagpengesats i de første 3 måneder

Beskæftigelsestillægget er en ekstra ydelse, du kan få oven i dine dagpenge i de første 3 måneder af din ledighed, hvis du opfylder bestemte betingelser. Tillægget er designet til at støtte dem, der har haft en højere indkomst før ledighed, og kan hjælpe med at dække nogle af de udgifter, der kan opstå i forbindelse med jobskifte. 

For at have ret til det, skal du opfylde en række specifikke krav, der bl.a. omhandler din tidligere indkomst og arbejdshistorik.

Opfylder du betingelserne for at få beskæftigelsestillæg, kan du få op til 118,86 pct. af den maksimale dagpengesats. Den maksimale dagpengesats udgør 21.092 kr. (2025). Det betyder, at du kan få op til 25.070 kr. (2025) pr. måned i de første 3 måneder af din ledighed.

Læs mere om beskæftigelsestillægget her.

Din dagpengesats er angivet før skat

Din dagpengesats er angivet før skat. Det betyder, at det beløb, du ser angivet som din dagpengesats, ikke er det fulde beløb, du vil få udbetalt. Dagpenge er skattepligtige, ligesom almindelig løn, og der vil derfor blive trukket skat af dine dagpenge, før du modtager dem. 

Skatteprocenten afhænger af din individuelle skattesats. Derfor vil det beløb, du modtager i hånden, være mindre end den angivne dagpengesats.

Se, hvornår du får udbetalt dagpenge.

Hvad er dagpengesatsen på barsel?

Satsen for barselsdagpenge svarer som udgangspunkt til den dagpengesats, du ellers ville modtage som ledig. Dog er der visse undtagelser: Hvis du fx har fået et beskæftigelsestillæg, vil dette beløb ikke blive inkluderet i beregningen af dine sats for barselsdagpenge.

Højeste sats for barselsdagpenge pr. uge

4.865 kr. (2025)

4.700 kr. (2024)

 

Barselsdagpenge bliver udbetalt af Udbetaling Danmark i perioder på enten 4 eller 5 uger. Det adskiller sig fra dagpenge, som du får udbetalt baseret på et fast antal timer pr. måned. Det betyder, at udbetalingerne pr. måned ikke er ens.

Hvordan påvirker sygdom din udbetaling af dagpenge?

Hvis du bliver syg, mens du er ledig og får dagpenge, skal du huske at melde det på Jobnet.dk på din første sygedag – og melde dig rask igen samme sted. Har du fast deltidsarbejde, og modtager du supplerende dagpenge, skal du både melde dig syg hos din arbejdsgiver og på jobnet.dk. Husk at raskmelde dig igen begge steder. 

Du får dagpenge under sygdom fra a-kassen i de første 14 dage med din sædvanlige dagpengesats. Hvis du er syg i mere end 14 dage, giver vi besked til din bopælskommune, som udbetaler sygedagpenge til dig. Du får samme beløb i sygedagpenge, som du får i dagpenge. Du skal være opmærksom på, at kommunen ikke udbetaler beskæftigelsestillæg, når du får sygedagpenge.

I nogle situationer skal du have sygedagpenge fra kommunen fra din 1. sygedag eller løn under sygdom fra din arbejdsgiver og ikke dagpenge under sygdom fra a-kassen. Det gælder fx hvis du er har et fast deltidsjob, arbejder i turnusordning eller efter en vagtplan. Du skal stadig melde dig syg på jobnet.dk, da vi skal give din bopælskommune besked, hvis du skal have sygedagpenge fra din 1. sygedag.   

Læs mere om, hvordan du skal forholde dig, hvis du er ledig og bliver syg.

Hvorfor ændrer dagpengesatsen sig hvert år?

Staten justerer hvert år den højeste dagpengesats for at tage højde for økonomiske forhold som inflation, lønstigninger og generelle prisniveauer i samfundet. Det gør staten for at sikre, at dagpengesatsen afspejler leveomkostninger og for at sikre, at dagpengesatsen forbliver en relevant økonomisk støtte for ledige.

Udover justeringerne kan ændringer i lovgivning eller politiske prioriteringer også påvirke fastsættelsen af satserne, fx i forbindelse med initiativer til at fremme beskæftigelsen. 

Det er derfor, at der er forskellige satser fra år til år, og at du kan opleve, at din individuelle dagpengesats bliver ændret, selvom dine forhold og gennemsnitlige månedsløn er de samme.

Du skal være medlem af en a-kasse for at få dagpenge

Der er en række krav, som du skal opfylde for at have ret til dagpenge. Og her er et af dem, at du skal være medlem af en a-kasse. 

Se, om du skal være deltids- eller fuldtidsforsikret i a-kassen her.

Det Faglige Hus er en af Danmarks største a-kasser. Vi er tværfaglige og har derfor erfaring med at hjælpe og rådgive alle, uanset uddannelsesniveau, fagområde eller tidligere joberfaring. Som medlem hos os, får du altså ikke kun adgang til dagpenge, men også til en række andre fordele, som juridisk rådgivning, karrierevejledning og hjælp til jobsøgning.

Med Det Faglige Hus i ryggen er du bedre rustet til at navigere i arbejdsmarkedet og sikre din økonomiske fremtid.

Se kontingentsatserne for 2025 her.

Vi er klar til at hjælpe dig

Skriv til os
Skriv til os i MIT detfagligehus. Vi svarer senest dagen efter, du har skrevet til os - dog undtaget weekend og helligdage.
Skriv til os
Ring til os på 7610 9303
Vores telefoner er lukket
Tlf. åbningstider i denne uge
Mandag08:00 - 17:00
Tirsdag08:00 - 17:00
Onsdag08:00 - 17:00
Torsdag08:00 - 17:00
Fredag08:00 - 14:00
Lørdaglukket
Søndaglukket