Når vi vurderer, hvor mange job du skal søge, ser vi på, hvordan arbejdsmarkedet ser ud. Når ledigheden er lav, og der er meget arbejde at søge, forventer vi også, at du søger mange job.
Vi forventer, at du søger adskillige job hver eneste uge gennem din ledighedsperiode – også i perioder, hvor du deltager i tilbud efter 'Min Plan', kurser eller har deltidsarbejde.
Loven kræver bl.a., at vi ser på, hvor mange stillinger du har søgt i forhold til, hvor mange stillinger, der har været opslået, som kunne være relevante for dig.
Når vi ser på, hvilke stillinger der er relevante at søge, ser vi på fagområder, hvor du har en uddannelse eller erhvervserfaring, der er relevant, og på andre fagområder hvor der er arbejde, du kan varetage.
Hvor i landet skal du søge?
Vi ser også på de geografiske forhold. Ifølge lovgivningen har du pligt til at overtage formidlet arbejde, der medfører en daglig transporttid på op til – og i nogle tilfælde mere end – 3 timer. Vi forventer også, at du er aktivt jobsøgende i et bredt geografisk område.
Læs mere om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.