Mange ansatte får deres egen e-mailadresse på arbejdspladsen. Hedder du som den eneste i virksomheden Jens, kan den fx hedde jens@firmanavn.dk.
Når du ikke længere er ansat, har du ikke længere adgang til denne e-mailkonto. Det har din arbejdsgiver derimod.
Gennemgang af e-mails er en behandling, som hører under Databeskyttelsesloven, som stiller krav til, hvornår og hvordan din arbejdsgiver må have adgang til din e-mailkonto, efter du er fratrådt.
Du kan have givet samtykke til arbejdsgivers håndtering af arbejdspladsens e-mails, da du blev ansat. Reglerne kan fremgå af din kontrakt, personalehåndbog eller en konkret it-politik.
Hvad siger Databeskyttelseslovens regler?
Din arbejdsgiver har lov til at holde e-mailkontoen aktiv i en periode efter, at du fratræder, fordi kunder, leverandører og andre samarbejdspartnere har fået oplyst "din" e-mailadresse.
Din arbejdsgiver må også læse de e-mails, der lander i indbakken.
Det gælder så længe:
- at din arbejdsgiver har et sagligt formål med det.
- at det bliver begrænset til det, der er nødvendigt for at opfylde formålet.
- at urigtige oplysninger bliver slettet eller berigtiget.
- at oplysninger, der ikke længere skal behandles, bliver anonymiseret eller slettet.
- at oplysninger ikke må komme til uvedkommendes kendskab, gå tabt eller blive beskadiget.
Sædvanligvis vil din tidligere arbejdsgiver sætte et autosvar på e-mailkontoen, der oplyser, at du ikke længere er ansat og beder modtagerne bruge en anden af virksomhedens e-mailadresser fremover.
Private e-mails
Bliver der sendt en e-mail til din arbejdsmail, som tydeligvis er privat, må din arbejdsgiver ikke læse denne. Din tidligere arbejdsgiver må i stedet videresende en sådan e-mail til din egen private e-mailadresse.