Har du en langvarig eller kronisk lidelse, kan du indgå en § 56-aftale med din arbejdsgiver. Godkender Jobcentret aftalen, kan din arbejdsgiver få refusion fra kommunen fra din første fraværsdag, hvis du er sygemeldt på grund af den lidelse, aftalen vedrører.
Normalt kan din arbejdsgiver først få refusion efter 30 dages fravær.
Fordelen ved aftalen er derfor, at din arbejdsgiver har færre udgifter til dit sygefravær. Dette skulle gerne medføre en mere positiv indstilling til dit sygefravær og i sidste ende hjælpe dig til at beholde dit job.
Omfattet af overenskomst?
Der har ikke tidligere været ulemper for dig som lønmodtager ved at indgå aftalen. Men i mange af de overenskomster, der trådte i kraft i foråret 2014, er der indsat en regel om, at overenskomstens ret til sygeløn ikke gælder, hvis sygefraværet er omfattet af en § 56-aftale.
Har du indgået en § 56-aftale med din arbejdsgiver, vil du derfor kun få udbetalt sygedagpenge under fravær, der er omfattet af aftalen.
Du skal altså være opmærksom på konsekvensen for din ret til betaling under sygdom, hvis du vælger at indgå en § 56-aftale - og du er omfattet af en overenskomst med særlige regler herom.
Ansat som funktionær?
Hvis du er ansat som funktionær, har du ret til fuld løn under sygdom. Det kan hverken en § 56-aftale eller en overenskomst ændre på.