Alan har kun fokus på det positive

Alan Moussa er taknemmelig for den modtagelse, han fik, da han alene og forældreløs kom til Danmark for over 30 år siden. Nu ”betaler han tilbage” og hjælper bl.a. med at få flygtninge integreret på arbejdsmarkedet.

Foto: Alan Moussa

Se fremad og hold dit fokus på alt det positive.

Opskriften synes enkel, men den er ikke desto mindre opskriften på 47-årige Alan Moussas liv og den opskrift, han gerne giver videre til andre med anden etnisk baggrund end dansk, der gerne vil ind på arbejdsmarkedet.

Der var ellers ikke noget at juble over, da han som 13-14-årig stod mutters alene i Københavns Lufthavn. Begge forældre og 3 af Alans brødre var blevet dræbt under et af Saddam Husseins utallige overgreb på den kurdiske befolkning.

”Jeg var og er taknemmelig over den modtagelse, som jeg fik, da jeg kom til Danmark, og allerede mens jeg var i Sandholmlejren, opdagede jeg, at der altid er plads til én som mig, der gerne vil hjælpe andre. Min far var en dygtig bryder og judokæmper og havde trænet med mig. Så jeg begyndte at træne med de andre unge i Sandholmlejren, så vi brugte tiden på noget positivt,” fortæller Alan.

Har fået Fællesskabsprisen 2 gange

Han taler hele 8 sprog. Det er en fordel, når man som Alan gennem mange år har hjulpet nyankomne flygtninge med de udfordringer, som de møder i hverdagen. Det er alt lige fra voksentræning, organisering af børnepasning og aktivering af børn og unge ved – for egne midler – at tage dem en tur i Tivoli eller biografen, så de også får lov at være børn.

Står du på kanten af arbejdsmarkedet, og har du problemer med kommunen, så kan vores Social Team hjælpe dig.

Hans positive livssyn og smittende humør deler han også gerne ud af til hjemløse og misbrugere. Dem hjælper han og en flok venner med personlig pleje, tøjvask og frisør et par gange om ugen. Han har hele 2 gange, senest i 2019, modtaget Fællesskabsprisen for sit store engagement.

”Mange af dem, der er på kontanthjælp eller integrationsydelse, klager over, at de har for få penge, og dem lærer jeg at sætte tæring efter næring. Man kan sagtens lave sund, nærende og billig mad med danske fødevarer, men hvis der også skal købes mange smøger og øl, så slår pengene ikke til.”

Årets Medarbejder og mentor på jobskole

Han blev ansat som alt-mulig-mand på Crown Plaza i Ørestaden, da hotellet blev åbnet i 2009. Hotellet oplærte ham som tjener, og han er fast mand på morgenbuffeten.

”Jeg lavede mange fejl i starten, men de var utrolig tålmodige med mig. I 2012 blev jeg Årets Medarbejder og har siden fået flere andre anerkendelser. Jeg er også mentor på BC Hospitality Groups Jobskole, hvor vi oplærer bl.a. indvandrere - både mænd og kvinder - i sprog og hoteldrift, men også i noget så enkelt som bare at passe et arbejde.”

Vi hjælper dig med jobsøgning.

”Det gælder for både os og for arbejdsgiverne, at vi skal holde op med at have så meget fokus på nationalitet og religion, men respektere forskelligheden og se meget mere på de menneskelige kvalifikationer. Mange af de indvandrere, der har gået på Jobskole, og som havde viljen og lysten, arbejder stadig på et af BC Hospitalitys hoteller. Jobskolen har dog været lukket under hele coronakrisen.”

Alan anbefaler Det Faglige Hus

Fagforening og a-kasse er efter Alans mening også en del af jobpakken, og han har gennem årene hvervet adskillige medlemmer til Det Faglige Hus. Når man hverver nye medlemmer, får man endda en lille gave som tak.

Læs mere om, hvordan du anbefaler et nyt medlem og får en gave.

Alan Moussa er fraskilt og har en søn på 8½ år: ”Jeg ønsker, at min søn er stolt af sin far, og jeg opdrager ham til, at han også skal yde noget for samfundet, når han bliver voksen: Se fremad og kun have fokus på det positive.”

Læs flere historier

Læs flere historier, hvor vores medlemmer fortæller om deres arbejde.