Nu får Dorte ro på sin tilværelse

Dorte Bach advarer mod at ignorere selv de mindste stresssymptomer. For hende blev det fatalt og endte med diagnosen kronisk stressbetinget depression, så hun i dag er på førtidspension.

Foto: Dorte Bach
Fotograf: Michael Vienø


Det hører til sjældenhederne nu om dage, at kommunerne bevilger deres borgere en førtidspension. Men efter 12 år med kronisk stressbetinget depression måtte Dorte Bach også melde pas til et fleksjob på 14 timer om ugen, og så var der ingen anden udvej for kommunen.

”Jeg har været glad for at arbejde, og i mange år gik det rigtig fint med at have hjemmearbejdsplads under Gentofte Sygehus Psykiatrien, hvor jeg som lægesekretær kunne udføre skriveopgaverne hjemmefra.

Se her, hvad du kan få hjælp med i vores Social Team.

Jeg har haft en del perioder med sygdom gennem årene, men både min arbejdsgiver og mine kolleger har været overbærende og hjælpsomme," fortæller Dorte Bach, 60 år.

Hun bor i Vedbæk og tænker med rædsel tilbage til tiden før 2006, hvor hun var ene om opgaverne i en privatklinik i København.

Gik ned med en depression

”Der var ingen, der skulle sætte en finger på mit arbejde, og jeg drog nogle gange også ind på klinikken i weekenden og arbejdede for at få det hele fra hånden.

Jeg havde så travlt med at slå til, at jeg ikke opdagede, at jeg også havde alle stresssymptomerne. Det skete først, da jeg gik ned med en depression,” fortæller Dorte, der ovenikøbet blev fyret efter bare 3 ugers sygefravær.

”Da jeg følte, at jeg var klar til at arbejde igen, åbnede jeg mit eget lille firma som selvstændig lægesekretær og fik Psykiatrien på Gentofte Sygehus som kunde.

Vil du vide mere om fleksjob, så besøg vores side, hvor vi forklarer reglerne.

Efter et par år tilbød de mig en ansættelse, hvor jeg fortsat kunne arbejde hjemmefra. Jeg kom i fleksjob og gik ned i tid i 2014," fortæller Dorte, der som følge af sin lidelse konstant døjer med manglende koncentration og hukommelsestab.

Hægtet helt af under et kursus

”Det gik helt galt for mig, da jeg skulle på kursus og introduceres i den nye sundhedsplatform. Det lykkedes mig at gennemføre kurset, men fagligt blev jeg hægtet af, fordi jeg slet ikke kunne koncentrere mig med en masse andre mennesker omkring mig.

Med den nye sundhedsplatform ville jeg heller ikke længere kunne arbejde hjemmefra, og vi var alle klar over, at de var nødt til at afskedige mig," siger Dorte.

Dorte har under hele forløbet støttet sig til socialrådgiverne i Det Faglige Hus, og hun siger ligeud, at socialrådgiver Rikke Heide Jensen og hendes kolleger både fagligt og menneskeligt har ydet mere, end man kan forvente af sin fagforening.

Mere ro og fred i hverdagen

”Min fratrædelse var ikke gået så gnidningsløs uden advokat Rasmus Rasch’ medvirken, og Rikke Heide Jensen har sin del af æren for, at jeg nu er indstillet til en førtidspension. Desuden er jeg imponeret over, at medarbejderne i Det Faglige Hus ringer op helt at sig selv og spørger til mig, når de ikke har hørt fra mig et stykke tid.”

Dorte Bach håber, at hun med en førtidspension kan få mere ro og struktur omkring sin hverdag og har lige nu ikke behov for at finde nye interesser for at få tiden til at gå:

”Jeg har bare brug for ro og fred. Og så har jeg kun 3 minutter på cykel ned til Øresund, hvor jeg morgenbader hver dag året rundt. Derhjemme klarer jeg mig selv, når jeg bare husker at skrive alt det ned, som jeg skal huske," ler Dorte og forklarer, hvorfor hun står frem med sin historie:

”Jeg vil først og fremmest sige tak for den store hjælp, som jeg har fået, men også advare andre imod at ignorere selv de mindste symptomer på stress. Jeg ved om nogen, at det kan blive fatalt.”

Læs flere historier

Læs flere historier, hvor vores medlemmer fortæller, om den hjælp de har fået.